Profil - frankvaelum.dk

Go to content
Profil

Frank Jørgen Wærum Vælum
Mail: franksnabelafrankvaelum.dk

Den 26. maj 2007 blev Ingrid Brynjølfsson og jeg gift i Absalons kirke på Vesterbro. Billedet herunder.

Far til Jacob Fischer, født 1991.


Maleri:
Jeg er født 1948, bosiddende i København. Uddannet skiltemaler i 1968 fra Vanløse Skiltefabrik (broncemedalje) med håndmalede skilte som speciale. Har arbejdet i reklamebranchen fortrinsvis som skiltemaler i 35 år og har i de senere år også arbejdet indgående med computergrafik, digital billedbehandling og webdesign. Er selvlært som kunst- og portræt maler bortset fra adskillige kurser på Kunsthøjskolen i Holbæk med bl.a. Peter Carlsen som lærer. Jeg har som uddannet skiltemaler meget lang erfaring (ca. 35 år) i den grafiske branche og har derfor stor viden om skiltning, layout, håndmalet skrift, typografi, trykprocesser og grafiske problemstillinger.
Foruden særdeles fine kundskaber i tegning, maling og serigrafi, har jeg et indgående og bredt computerkendskab, som indbefatter alt lige fra DtP, webdesign, professionelle grafiske programmer (især Photoshop, Illustrator og Golive) til musik- og videoproduktion, netværk og viden om hardware samt computerens opbygning.

For tiden arbejder jeg med portræt og figurativt maleri med acryl på lærred, hvor motiverne hentes fra film, ballet, opera og musical eller lignende og hvor mine bestræbelser for figur- og portrætmaleri først og fremmest har til hensigt at skabe noget smukt og anatomisk korrekt særligt med referencer til kunsthistorien og undertiden er lavet med lidt kærlig ironi og humor. Mit mangeårige arbejde i skilte- og reklamebranchen har derfor haft afgørende indflydelse på mit maleri, der fremstår i et klassisk formsprog med nutidig inspiration fra reklamefotoets æstetik. "Kunst uden skønhed er som et samfund uden kærlighed" siger filosoffen Roger Scruton i sin dokumentarfilm "Why Beauty Matters" , hvor han argumenterer for, at kunst bør handle om skønhed og transcendens. Ifølge Scruton går en del af vores menneskelighed tabt, når kunst ikke bliver skabt med en hensigt om at frembringe noget smukt.

Det sammenstød, der sker når man i fuld respekt sammenstiller motiv og malemåde fra forskellige perioder i kunsthistorien har især fascineret mig med de viste parafraser over Picassos ”Pigerne fra Avignon” og Ferdnand Légers ”Tre kvinder”. (Se under maleri). Motiverne kan også ses som en kommentar til den verserende kønsdebat. Er køn en social konstruktion (repræsenteret ved Picasso og Léger) eller er køn biologisk funderet. Citater fra andre (ældre) kunstnere indgår ligeledes undertiden i mine værker ligesom udgangspunktet ofte er et foto.

At et portræt gerne må ligne, har for mig flere betydninger. Stemmer et portræt f.eks. overens med virkeligheden eller er det typisk for vedkommende. Har det nogle fælles træk med personen eller er det i stand til at vise den portrætteredes karaktertræk og helst fortælle en historie. Måske vises den portrætterede i en dramatisk positur. I den forstand findes der ikke noget fuldstændig realistisk maleri, selvom jeg i mine billeder teknisk forsøger at opnå en høj grad af lighed. Alt er iscenesat så det gengives bedst muligt og kommer derfor til at ligne reklamens, filmens og musikdramaets drømmeverden.
Man kan indvende i lyset af tidens "metoo" debat, at de kvindelige modeller i mine malerier bliver gjort til genstand for det "mandlige blik" eller den erogene skuelyst, der udstiller magtforholdene kønnene imellem. I mine malerier ser modellerne dog ofte tilbage på betragteren med et intenst blik, der udfordrer disse opfattelser.

Jeg har malet og tegnet lige siden jeg var barn og er som kunstmaler optaget af klassiske håndværksmæssige færdigheder som komposition, perspektiv, anatomi, teknik og portrætlighed. Da jeg maler med acrylfarve, der tørrer hurtigt, er det praktisk umuligt at male vådt i vådt. Maleriet består derfor af mange lag, hvor de fine overgange og udtoninger i farven, bliver til ved at gnubbe de lyse flader ovenpå de mørke skygger i en lang og vanskelig proces. Allerede som barn var jeg nemlig stor beundrer af de gamle mestre fra renæssancen over barokken til impressionismen og brugte mange timer på at studere og kopiere deres billeder og teknik fra diverse kunstbøger og få mine egne til at ”ligne” med hensyn til malemåde og motivvalg, bl.a. var jeg på et tidspunkt meget optaget af ”clairobscur”, den stærke kontrast mellem lys og skygge i et maleri, som det f.eks.ses hos Caravaggio og Rembrandt. (Fotos herunder er mig 1982).

Sangtekster, musik og video:
Jeg har i tidens løb bredt mig over en masse områder, som har haft fundamental betydning for mit virke: Sang, musik, opera, musicals, dansehistorie, cykling, tegnefilm, filosofi, psykologi og malerkunst og har flere gange deltaget i portrætkonkurrencen "Portræt.nu" på Frederiksborg Slot. Har medvirket i flere lange kurser på højskole, Krogerup, Vallekilde og Askov samt flere korte sommerkurser på Højskole, bl.a. Kunsthøjskolen i Holbæk (4 gange), Kunsthøjskolen på Ærø, Sønderjysk Musikhøjskole (3 gange), Brandbjerg gospelkor højskole (2 gange), Ry Højskole.

Jeg kørte Cykelløb i 10 år fra jeg var 19 til 29 i Hvidovre Cykle klub og Amager Cykle ring. Træner stadig på cyklen næsten dagligt.

Driver websiden www.dansehistorie.dk og redigerer artikler om pionererne i den moderne dans sammen med min hustru, Ingrid Brynjølfsson.

Forestod den årlige revy på både HF kurset, Hornevej, og dernæst i teaterforeningen "Multi" i Liflandsgade på Amager, hvor jeg i 4 år virkede som formand og i høj grad planlagde foreningslivet. Ialt har jeg lavet revy og sat i scene i 10 år (Tårnby Gymnasium og Tårnby seminarium samt Christianshavns beboerhus), sidste gang i forbindelse med kulturby 96 ved Kløvermarken Station og i den forbindelse skrevet et par hundrede revy- og sangtekster (se under Sangtekster). Desuden har jeg medvirket i et stort antal operetter og musicals (bl.a. Flagermusen, Tryllefløjten, Pinafore, Den glade enke, Kiss me Kate, Orfeus i Underverdenen og West Side Story), både på Sønderjysk Musikhøjskole og som medlem af Thorvaldsenteatret.

Har i flere år sunget i Akademisk kor (Handels Messias og Verdis Requiem i Domkirken) og derudover i flere år fungeret som sanger og lydmand i et større rock-party orkester.

Nedenstående tegning er lavet af Kim Blicher Hansen, da jeg fyldte 50 år i 1998. Tegningen er fuld af sjove detaljer, som rammer plet med hensyn til en del af mit liv.


Back to content